Månedsarkiv: september 2014

Arbejds-/Hyggedag: 5.500 blomsterløg plantet

Lørdag den 27. september skinnede solen flot, og gav noget af den sidste sensommervarme til de13 personer, der mødte op for at hjælpe til med dagens opgave – plantning af blomsterløg. De efterfølgende tre timer fik de plantet alle 5.500 indkøbte blomsterløg. Så nu er der langs stamvejen påskeliljer, samt blå, hvide og gule krokus. Til foråret vil I alle kunne nyde synet.

Undervejs var der pause med kaffe, te og hjemmebagt kage. Og da arbejdsopgaven var løst, sluttede vi af med pizza, øl og sodavand.

Tak til de fremmødte for indsatsen.

Gartneraftalen er opsagt – Ny gartner hyret

Bestyrelsen har opsagt samarbejdet med gartnerfirmaet GardenWorks. Vi har været utilfredse med flere forhold:

  • Den faglige kvalitet har ikke været god nok.
  • Vi har ikke fået de ydelser, vi mener der er aftalt.
  • Vi har ikke i tilstrækkeligt omfang fået svar på vores henvendelser om løsning af opgaver.

Samarbejdet er opsagt til udgangen af oktober 2014.

Vi har i stedet indgået en aftale med OKNygaard, der tidligere har stået for pasning af vores fællesarealer. Firmaet skal stå for såvel vinterberedskab som gartneropgaverne.

Vi ser frem til at vores fællesarealer fremover bliver passet bedre, end tilfældet har været i 2014.

Fælles arbejdsdag lørdag den 27.september 2014

“Socialt samvær og forskønnelse af Hasselbakken.”

Lørdag den 27. september kl. 10.00 på den store legeplads ved boldbanen

Hver dag glædes vi alle over Hasselbakkens smukke arealer med dejlige grønne plæner, træer og buske, som tillige af deres omskiftelige former og farver på bedste vis fortæller os om vejr og årstid. Men måske har I også tænkt, at de små og større ”oaser” med legeredskaber nok kunne trænge til et par strøg maling, et nyt brædt eller nogen rengøring, – og deri har I ganske ret.

I år skal Hasselbakkens fælles arbejdsdag derfor atter bruges på istandsættelse og forskønnelse af legepladserne, så de er indbydende og anvendelige for børnene. Som en rigtig ”familieopgave” skal der sættes blomsterløg i rabatten langs stamvejen, så vi med deres farveflor kan glædes over forårets komme næste år.

Alle Hasselbakkens beboere indbydes hermed til den årlige hyggedag i vores fælles udenomsmiljø, og traditionen tro slutter vi af med pizza og drikkevarer.

Her kan nævnes eksempler på opgaver, som kan laves af både voksne og børn :

* male og opfriske legehusene og redskaberne

* slå et par brædder fast eller udskifte dem – (hammer og tang)

* rive og fordele sandunderlag – (rive, skovl og kost)

* sætte løg og knolde – (greb eller plantestok)

Vi håber, at mange melder sig under fanerne for at gøre Hasselbakken til et endnu bedre og smukkere sted at bo.

Tilmelding til Jørgen Kragh Østby, tlf.: 26 11 77 62 (som sms) eller som mail. : formand@hassel-bakken.dk

Venlig hilsen og på gensyn på den store legeplads kl. 10.

Bestyrelsen. (Jørgen Kragh Østby, Allan Hansen, Karin Nicolajsen, Marianne Lemming og Hugo Kristensen).