Fælles arbejdsdag lørdag den 27.september 2014

“Socialt samvær og forskønnelse af Hasselbakken.”

Lørdag den 27. september kl. 10.00 på den store legeplads ved boldbanen

Hver dag glædes vi alle over Hasselbakkens smukke arealer med dejlige grønne plæner, træer og buske, som tillige af deres omskiftelige former og farver på bedste vis fortæller os om vejr og årstid. Men måske har I også tænkt, at de små og større ”oaser” med legeredskaber nok kunne trænge til et par strøg maling, et nyt brædt eller nogen rengøring, – og deri har I ganske ret.

I år skal Hasselbakkens fælles arbejdsdag derfor atter bruges på istandsættelse og forskønnelse af legepladserne, så de er indbydende og anvendelige for børnene. Som en rigtig ”familieopgave” skal der sættes blomsterløg i rabatten langs stamvejen, så vi med deres farveflor kan glædes over forårets komme næste år.

Alle Hasselbakkens beboere indbydes hermed til den årlige hyggedag i vores fælles udenomsmiljø, og traditionen tro slutter vi af med pizza og drikkevarer.

Her kan nævnes eksempler på opgaver, som kan laves af både voksne og børn :

* male og opfriske legehusene og redskaberne

* slå et par brædder fast eller udskifte dem – (hammer og tang)

* rive og fordele sandunderlag – (rive, skovl og kost)

* sætte løg og knolde – (greb eller plantestok)

Vi håber, at mange melder sig under fanerne for at gøre Hasselbakken til et endnu bedre og smukkere sted at bo.

Tilmelding til Jørgen Kragh Østby, tlf.: 26 11 77 62 (som sms) eller som mail. : formand@hassel-bakken.dk

Venlig hilsen og på gensyn på den store legeplads kl. 10.

Bestyrelsen. (Jørgen Kragh Østby, Allan Hansen, Karin Nicolajsen, Marianne Lemming og Hugo Kristensen).